Velbesøgt Menière-træf 2009
73 mennesker deltog i Menière-træf 2009, der fandt sted i weekenden.
”Det er dejligt at se, at så mange er mødt op, og at der er så stor aldersspredning blandt deltagerne. Det er også rigtig dejligt at konstatere, at så mange har taget pårørende med. For menière er en alvorlig sygdom, der påvirker hele familien” udtaler Høreforeningens formand Søren Dalmark, der deltog på træffet.
Søren Dalmark var også meget tilfreds med den brede vifte af forskellige emner, der var på programmet. Der var blandt andet oplæg om teknik, forskning og reglerne i det sociale system. Men også emner som stress og det at dele erfaringer med ligestillede blev berørt.
Ud over de informative oplæg var en anden og meget vigtig del af menière-træffet muligheden for samvær med ligestillede. Programmet var tilrettelagt, så der var god mulighed for dette, blandt andet i forbindelse med middagen lørdag aften.
Menière-træf 2009 foregik på hotel Maribo Søpark. Træffet er en årligt tilbagevendende begivenhed, der har til formål at sætte fokus på Menières sygdom, der er en invaliderende lidelse, der blandt andet er kendetegnet ved svimmelhed, kvalme, hørenedsættelse og tinnitus.
Læs mere om menière
Læs pressemeddelelser om Menièretræf 2009
Lagt på 21. september
