Høreforeningen drøfter tekstning med DR
DR har inviteret Høreforeningen til at drøfte kvaliteten af tekstning.
Høreforeningen har gennem årene fulgt omfanget og kvaliteten af tekstningen på DR og TV2.
Senest kontaktede vi DR om den manglende tekstning af Danmarksindsamlingen den 30. januar.
I svaret fra underdirektør i DR Medier, Merethe Eckhardt, anerkender DR, at kvaliteten på tekstning af live-programmer ikke er godt nok.
"Hvis DR skulle have tekstet indsamlingen, skulle det derfor være sket med DRs eksisterende livetekstningssystem. Systemet er imidlertid i sin nuværende form udviklet med henblik på tekstning af nyhedsprogrammer, og tidligere erfaringer viser, at systemet ikke er velegnet til at tekste programmer, hvor tempoet er højt, flere taler på en gang, og der optræder mange sjældent brugte navne eller ord."
I mailen fortæller Merethe Eckhardt, at DR er gået i gang med en foranalyse, der skal pege på, hvilke muligheder, der er til stede for at forbedre den nuværende livetekstning.
DR inviterer Høreforeningen til at komme med sin vinkel på både kvaliteten af den nuværende tekstning samt hvordan kvaliteten af tekstningen kan blive bedre i fremtiden.
Høreforeningens formand, Søren Dalmark, er glad for invitationen. "Kvaliteten af tekstningen er afgørende. Hvis teksten er ren volapyk, er det jo lige meget, om programmet overhovedet er tekstet," siger han.
Tekstning er en af Høreforeningens mærkesager. Læs alle mærkesagerne
Lagt på den 10. marts 2010
